Sommerfuglemodel + psykoanalytisk symbollæsning af tepotten

1)      Hvilke hovedmodsætninger indeholder teksten Tepotten efter din mening? Lav en sommerfuglemodel med tematiske og motiviske modsætninger.

Tepotten indeholder flere konkrete modsætninger. Eksempler heraf er blandt andet Fuldendt à ikke fuldendt. Men den modsætninger mener jeg, at tepotten konkret ikke er fuldendt i den forstand, at den mangler en del af sit låg, i modsætning til resten af tebordet der ikke har nogen mangler, men alle er fuldendte. Som allerede er nævnt i litteraturensveje.systime.dk er selvkærlighed og næstekærlighed en væsentlig modsætning, som har stor betydning for teksten. Det kan både forstås som to modsætninger på tebordet, men også tepottens udvikling gennem historien, altså at tepotten gennemgår en forandring fra selvoptagethed til næstekærlighed for det ”livsløg” den får lagt i sig.

Velhavende kontra ”ikke så velhavende” er mere abstrakt tema, som også svagt kan gennemskues i teksten. Men denne modsætning afspejler H.C. Andersens liv. Altså er det en tematisk modsætning som afspejler hans plads i samfundet. Tepotten gerne vil være med i det gode selskab ligeledes ønsker H.C. Andersen også at gøre sig gældende blandt den højere del af daværende liv.

Sommerfuglemodellen kan med god præcision beskrive tepottens udvikling gennem historien. Først har tepotten sit udmærkede liv som dronningen af tebordet, dernæst taber den kejtede hånd tepotten og den bliver til grin foran resten af bordet, altså tepotten hænger billedligt ydmygt i luften, mens andre griner af den. Hvilket minder om en korsfæstelse.

Tepotten er nu død. Den reflekterer over sit liv, men straks efter tepotten går itu, får tepotten nu liv på ny. Tepotten har lagt jord og et løg i sig. Tepotten får nu et hjerte i den forstand, at løget er en levende organisme i modsætning til tepotten, som tepotten lever og ånder får. Dette skal forstås som om tepotten gennemgår i genfødsel i form af der dannes nyt liv, tepotten får nyt liv. Dog mister tepotten løget og bliver smidt væk, men tepottens erindringer om den livsglæde løget gav den, har givet tepotten en ny indgangsvinkel og tepotten har lidt abstrakt set gennemgået en renselse.

Så vi har det abstrakte i form af, at tepotten egentlig ikke dør, men det kommer konkret til udtryk i teksten, at tepotten nærmest genfødes i form af det nye liv den modtager af løget.

2)      Hvad er tepotten efter din mening et symbol på? Argumenter psykoanalytisk.

Tepotten afspejler meget af H.C. Andersens liv og gerninger. Tages der en Freudiansk indgangsvinkel til Tepottens sind, er tepotten måske ikke helt indforstået med hvem der er, og hvad dens funktion er. Tepotten kan derfor betegnes, som H.C. Andersens komplekse sind, hvor Tepotten er en afspejling af hans underbevidsthed, som egentlig ikke kan finde sig selv, og ikke ved hvad den skal gøre af sig selv. Indtil den bliver beplantet med et løg, en konkret genstand, som tepotten kan forholde sig til. Den ved nu hvad den er til stede for, den har nu fundet sin mening med sin tilværelse, og det vil altid herske i tepottens sind.

Som tidligere nævnt har tepotten ændret sin livsindstilling, og hvis man psykoanalytisk set betragter katarsis, som en psykologisk ophobet energi, der på et udløses. Vil jeg mene, at tepotten (H.C. Andersen), gennemgår katarsis, og finder hans vej i livet.

psykoanalytisk symboltolkning af tepotten:

Der er modsætninger i hvad velhavende er, først er det et udtryk for at befinde sig i det fine selskab, men senere gør tepottens næstekærlighed til løget at den føler sig mere velhavende.

Så er der modsætningen mellem livet den lever før og efter at den bliver tabt på gulvet.

Der er en modsætning mellem førog efter løget og dens syn på livet med og uden løg, fælles er dog at tepotten er næsten lige så lykkelig efter løget er fjernet.

Tepotten er i mine øjne et symbol på H.C.Andersen selv. Tuden på tepotten, som der bliver lagt vægt på, kan jo tolkes som et symbol på manddom, men tepotten som helhed er dronning og giver liv til det smagløse vand og transformerer det. Det er typisk kvindelige træk som viser frugtbarhed, dette kan tolkes som om H.C. Andersen er splittet omkring sin sexualitet.

psykoanalytisk og strukturalistisk

psykoanalytiske læsning

Den psykoanalytiske læsning, ligger stor vægt på at tolke teksten i forhold til de ubevidste sider vi alle har. Den grundlæggende tanke er at selvom en forfatter skriver sine værker i vågen tilstand, så vil hans tekst altid bliver påvirket af hans underbevidste jeg. Det er forskelligt hvordan man kan gribe en tekst psykoanalytisk an. Det at forfatteren også skriver med sit underbevidste jeg, er noget som vi alle vil kunne genkende i det vi skriver, om det er stile, breve eller e-mails, vil vores underbevidsthed påvirke resultatet.

Nogen ligger fokus på de fiktive personers psyke, mens andre tager fat på kunstnerens, men uanset hvad man er til, skal der lægges stor vægt på symboltolkning, da selv princippet i den psykoanalytiske læsning er at forfatterens underbevidste sider kommer til udtryk i teksten, gennem en række symboler som kræver fortolkninger. Netop derfor er H.C. Andersens tepotten velegnet til at lave psykoanalytisk læsning på, da det ligger i selve genren om tings eventyr, at det hele skal symbolisere noget.

Inden for den psykoanalytiske læsning er der to hovedgrene, Freuds metode også en metode udviklet af hans elev Jung. Forskellen mellem jung og Freud ligger i, at Freud ser mennesket udelukkende som noget biologisk, med visse drifter der er nødvendige at opfylde i livet. Jung anskuer os som et åndeligt væsen, der har helt andre mål at indfri.  

Strukturalistisk læsning:

Når man ser på en tekst ved hjælp af Strukturalistisk læsning, søger man at anskue teksten meget objektivt, her er man ikke interesseret i subjektive meninger, men at få en konkret analyse af hvordan sproget bliver brugt i teksten.

Når man læser strukturalistisk kan man bruge et togsæt som eksempel, her ligger ruten, for hvordan toget vil bevæge sig, fast, dvs. at togskinnerne symboliserer genren og de hoved linjer som teksten derfor er nødt til at følge. Det der kan variere er hvilket tog man sætter på banen, her menes at man ved tepotten er et eventyr, men det det er anderledes fra f.eks. et folkeeventyr. franskmanden Algirdas Julien Greimas, udviklede tre metoder til at analysere en tekst. Modellerne an udviklede var grundstruktur-, kontrakt- og aktantmodellen.

tepotten holder sig på eventyrets hovedspor, men til forskel fra folkeeventyret, er det meget mindre stereotypt, og der er lagt langt mere finesse i sproget og formuleringen. Samtidigt er der i teksten en masse modsætninger:

velstand	><	armod
smagløst vand	><	te
flødekande, sukkerskål	><	tepotte
hel	><	itu
død	><	liv
invaliditet	><	fertilitet
selvkærlighed	><	næstekærlighed
oplevelse	><	erindring

Næste punkt indenfor strukturalistisk læsning er aktant modellen. Formålet med aktantmodellen er, at man vil definere de forskellige personers rolle i teksten, de roller som bruges, kaldes for aktanter og deraf har modellen fået sit navn. Aktant modellen er klart lettest at benytte på eventyr og tekster hvor historie forløbet er mere enkelt og konkret, men kan i princippet benyttes på alle tekster, det kræver bare flere overvejelser på mere komplicerede tekster.

I eventyret om tepotten er man nødt til at lave to aktantmodeller, da tepottens rolle og det som omgiver den, bliver radikalt ændret halvvejs gennem historien.

Så kommer man til at opsætte en kontraktmodel. I eventyrer er der som regel i starten en form for kontrakt. Denne kontrakt kan enten være af formel karakter, eller også kan det være noget af mere socialkarakter og så længe at kontrakten overholdes er der fred og harmoni i verden. I tepotten handler det om en indforstået kontrakt, angående det sociale hierarki. Herefter har man et kontrakt brud, noget som resulterer i krise og omvæltning indenfor eventyrets verden. I tepotten sker det at tepotten bliver tabt på gulvet, dens plads i det sociale hierarki bliver derfor ødelagt og den bliver udstødt fra fællesskabet. Men her genfinder den sin harmoni og danner en ny kontrakt.

Et eksempel på hvordan en kontraktmodel kan forløbe:

Harmoni (1)

Harmoni (4)

Harmoni (6)

↘

↗

↘

↗

Brud (2)

↗

Brud (5)

↘

↗

Krise (3)

 

nykritisk læsning af den lille rødhætte

Den lille Rødhætte er et folkeeventyr, som har oprindelse i mundtlige fortællinger, og det faktum har en stor betydning for sproget som bliver benyttet i eventyret.

Det er meget forenklet, og leger ikke så meget med sproget som f.eks. et kunsteventyr gør, da det ikke var ment til at skrive ned oprindeligt. Den lille Rødhætte kan spores helt tilbage til det 14.århundrede hvor den i Frankrig blev overleveret som en oral fortælling. Hvor den helt oprindeligt kommer fra ligger stadigt uklart, og der har været flere forskellige nedskrevne udgaver, mest kendt i vores del af Europa er brødrene Grimms udgave. Det helt konkrete handlings forløb har varieret en del i de forskellige udgaver men det er også en naturlig tendens, da den højest sandsynlig er startet som mundtlige overleveringer, så vil fortællingen helt automatisk ændres.

I teksten er der en eksplicit fortæller, som er meget konstaterende, fortælleren kommer ikke med sine egne meninger og holdninger, men fortæller nøgtern hvad der sker. Det er en alvidende fortæller da den også afslører hvad der sker hovedet på både lille Rødhætte og ulven. Dog understreger fortælleren nogen gange kontrasten i teksten, ”for hun anede ikke, hvor slem den er.” her ser man en fortæller kommentar, hvor han definerer hvor slem ulven er, det er noget man nok selv først ville have fået færden af, da ulven begynder at udtænke sin plan om at spise bedstemoderen og Rødhætte.

Forløbet ligger sådan at den lille røghætte drager ud på en rejse, en lille en men stadig en rejse, som moderen godt ved ikke er helt uden farer og derfor får hun en hel masse formaninger med om hvordan hun skal komme igennem færden. På vejen møder hun det onde i den ellers så idylliske verden, som lokker hende i fordærv, og som ender med at opsluge alt godheden. Herefter kommer så en hjælper som afværger krisen, og får genoprettet balancen.

Eventyret kan tænkes at være ment som noget lærende, der optræder ligesom en morale, at nu ville den lille Rødhætte fremover gøre som moderen havde forskrevet det. I dag bruges fortællingen som underholdning, men det eventyret opstod, var verden og de farer som lurer i den en anden.

Der er to klare hovedroller i eventyret, den lille rød hætte og ulven, deres del i historien følger hinanden og det er dem som symboliserer de tydelige kontraster i fortællingen. Det gode mod det onde, uskylden som bliver fristet med synd. Moderen står som en hjælper der prøver at forhindre synden, jægeren har en lille men ikke uvæsentlig rolle, da det kun er hans snarrådighed som redder situationen, i og med han tænker at bedstemoderen måske befinder sig ulven, og til sidst er det ham som genopretter balance.

Der er ingen direkte beskrivelser af personerne, de bliver alle sammen beskrevet implicit gennem deres handlinger, udtalelser og tanker. Det er tydeligt når man møder ulven at han er up too no good, og man forstår hurtigt at han ser Rødhætte som en god frokost. Rødhætte derimod, er uskylden selv, hun er glad pige, måske en smule naiv og godtroende, hun overvejer slet ikke at ulven kan have bagtanker med sine handlinger.

Eventyret forgår i en fantasi verden hvor normale fysiske regler ikke er gældende, f.eks. så overlever både bedstemoderen og den lille Rødhætte at blive spist af ulven, dette er klassiske træk ved eventyr-genren, at der forekommer ting og situationer hvor der ikke hersker tvivl om at det ikke er muligt i den virkelige verden. Selve fortællingen er en kronologisk historie, der strækker sig over en dag, måske ikke en hel dag, men fra morgenstunden til midt på dagen. Man har ikke nogen særlige miljø beskrivelser, men det er også noget som kende tegner et eventyr, i stedet er der lagt vægt på at skabe en helt speciel stemning, her handler et om idyl. Måden skoven er beskrevet på giver en meget idyllisk billede i hovedet, og samtidigt bærer verden også noget magisk med sig, det at Rødhætte er i stand til at tale med ulven, kræver noget magisk.

Nykritisk læsning af Martin Andersen Nexø: Ulven og fårene

Eventyret ulven og fårene finder sted for længe siden på grænserne mellem en skov og en mark. Fårene græsser på marken, og ulven reagerer i skoven. Ulven bilder fårene ind, at der er balance mellem den og fårene, og den beskytter dem fra noget modbydeligt på fra den anden side af skoven. I betaling skal ulven have alle nyfødte vædderlam. Fårene går med til dette og således sker det.

 Lige indtil en dag hvor et får beskytter sin vædderunge, og den vokser op. Den opdager så at ulven tager fejl, og den forsøger at ændre på den balance der er mellem ulven og fårene. Den beslutter sig for, at undersøge hvad der er på den anden side af skoven. Da den vender hjem og fortæller de andre at ulven har løjet for dem, vinder vædderen kortvarigt fårenes tillid, og de starter, efter vædderens forslag, opførelsen af et stort hegn, der har til funktion at beskytte dem mod ulven. Ulven kommer kort herefter og minder fårene om deres ”overensstemmelse” mellem fårene og ulven i form af føde. Vædderen en protesterer, men ulven har stadigvæk magten over fårene og vædderen bliver udstødt. Ingen kan finde vædderen, men det hænder, at nogen af de unge får, i søvne finder ud til ham og bliver fortryllet af vædderens magt, og der ligger nye vædderlam ved vædderen hver morgen.

Denne historie kunne meget vel være skrevet som et eventyr, med fokus på formidling af fårets dumme hjerne. Før eventyret starter, bliver man som læser gjort opmærksom på, at Martin Nexø lever for kommunismen. Når dette tages i betragtning får eventyret nu en lidt anden betydning end bare en fremstilling af fårs hjerner. Hele historien kan perspektiveres til østblokkens styre. Ulven er et symbol for statens styre, og for det statsstyrede marked inden for økonomien. Ulven skal have alle nyfødte væddere – inden for et kapitalistisk styre hedder det udbud og efterspørgsel, det skal forstås i den forstand, at ulven nok ikke havde bedt om alle nyfødte væddere, men om det den nu kunne spise. Teksten nævner også, at den til tider ikke kun slå ihjel for at spise. Når ulven ses som den styrende og regulerende magt, betragtes fårene nu som værende befolkningen i et kommunistisk styre. Tilfredse med hvad de får givet (de får skænket beskyttelse i form af betaling).

Dertil symboliserer vædderen en utilfreds kommunistisk familie, hvor vædderen, som får lov til at leve pga. morens kærlighed til den, danner en ”modstandsbevægelse” og ser igennem det perfekte kommunistiske system. Den undersøger systemet til bunds og finder ud af at det er korrupt. – eller det er i hvert fald den tanke vædderen tænker, efter at have fundet ud af, at ulven har løjet. Vædderen forsøger nu at overtale sine landsmænd til at danne en bevægelse imod systemet, og ”staten”. Det ser ulven hurtigt igennem og får overtaget over befolkningen igen. Det er trygheden der taler til fårene, det at blive beskyttet af ulven og ulvens tilsyneladende kløgtige talegaver, der formår at få overtalt fårene tilbage til den forhenværende aftale (styre). Vædderen udstødes nu, men den forsvinder ikke. Vædderen får langsomt en større folk, som er et tegn på, at der altid vil være modstandere, og hvis deres leder er god nok, vil antallet af modstandere vokse. Ligeledes som antallet af kommunister vil vokse, hvis lederen besidder de rigtige talegaver.

  Fortælleren i eventyret er eksplicit, og der hersker ingen tvivl om hvornår det er fortælleren som taler, når der finder en dialog sted, markeres det i henførelsestegn. Teksten er på alle mulige måder farvet til fordel for kommunismen. Når ulven prædiker sine ord, som her på sidste side: ”Vi vil ikke ha kiv og ufred; Vorherre har skabt jer, som han har skabt mig! Se engang på tilværelsen – alt liv fremgår af fordragelighed. Overalt hvor der skal nås noget positivt, må der gives køb fra begge sider. Mit forslag går da ud på, at I rejser et hegn på den halve strækning og lader den anden halve være åben; således tages der berettiget hensyn til begge parter.” hersker der ingen tvivl om hvorvidt ulven har, fra forfatterens side, fået tildelt nogle særlige talegaver i forhold til vædderen. Ingen tror vædderen.

Dette hænger sammen med, at det altid har fungeret, som ulven fremlægger det. I århundrede år har denne balance mellem ulven og fårene hersket, og det har tilvendt fårene. Dette gør det derfor helt umuligt, for vædderen at ændre på systemet. Fårene er vant til faste rammer og tryghed, og det kan ulven tilbyde dem. Vædderen derimod kommer med helt nye forslag, som ødelægger de faste rammer som de vant til, men som skaber nye nuancer i fårenes liv, hvilke ikke falder i god jord, og ved rent instinkt kryber fårene tilbage til de faste rammer.

Der er ikke nogen direkte synsvinkel i eventyret, i den forstand, at fortælleren ikke eksplicit har nogen direkte indfaldsvinkel på nogen af de implicitte ”personer”. Men eftersom eventyret er farvet af en kommunistisk holdning, ville det være logisk, hvis fortælleren ligger sin lid ved ulven.

Vædderen symboliserer modstand. Modstand mod det system der har ligget forhen for dens tilværelse. Den symboliserer nytænkning og forandring. Dertil selvstændighed i form af, at det går mod den mainstream der hidtil har hersket. I slutningen af eventyret fremgår det også, at vædderen langsomt får flere tilhængere. Historien går ikke længere end der til. Altså får man ikke klargjort, om hvorvidt denne modstandsbevægelse får overtaget på kommuniststyret og selvstændiggjort fårene. Dette har noget at gøre med det budskab eventyret forsøger at sende. Hvis Martin Nexø havde været af den kapitalistiske tanke gang, ville historien muligvis have været startet i det punkt hvor den egentlig slutter, også havde man fulgt fårenes kamp mod frihed i stedet for ulvens kamp mod styre og diktatur.

Ulven symboliserer det diktatur der foregår under kommunismen. Uanset hvad, er kommunisme et etpartisystem, dette betyder kort, at der gerne må være flere partier, men kun et reagerende parti. Det parti er ulven ene og alene. Så ulven symboliserer simpelthen den øverst reagerende part i et kommunistisk styre.

Fårene symboliserer befolkningen. Altså befolkningen i et politisk system, som konstant ligger under for den magt, etpartisystemet tildeler sig selv. De bliver ligeledes stillet over for et valg, da muligheden for et radikalt skift i deres position fremtræder.

Alt i alt er dette eventyr en billedlig fremstilling af en marxistisk forfatters holdning til et kommunistisk styre. Hvor man beskæftiger sig med fårenes kamp mod ulven, men specielt også fårenes indbyrdes kamp. Hvor temaer som kamp, ensomhed og modighed, spiller en stor rolle. Men dertil også kommunistiske temaer som kontrol, fællesskab og et mere implicit tema som ligestilling. Med temaet ligestilling mener jeg, at fårene et eller andet sted ikke bryder sig om, at vædderen føler sig hævet over fårene, og derfor holder sig til ulvens tryghed. For vædderen er hævet over fårene! Vædderen har fået indsigt i hvad der er på den anden side af skoven, og derfor også indsigt i ulvens løgne og bedrag.

Tepotten. Et eventyr?

Tepotten er et eventyr fordi det foregår i en "magisk verden" hvor døde ting er gjort levende (besjæling). I dette tilfælde er det et tesæt, hvor Tepotten fortæller og reflekterer over sine egne tanker. Et kendetegn for et eventyr er også virkemidler som gentagelser, fortæller rytme osv. Disse træk bærer Tepotten også præg af.
Tepotten er meget avanceret skrevet og der er gjort rigeligt brug af symbolik, billedsprog og meget kompleks rytme. Alt ovenstående dækker ind under genrebegrebet kunsteventyr. I modsætning til et folkeeventyr, der er mundtligt fortalt, er kunsteventyret mere retorisk komplekst. Et kunsteventyr er en eventyrgenre, der dukker op i romantikken, og i forhold til de hidtil eksisterende folkeeventyrer, der er mundtlige og uden oprindelig forfatter, er kunsteventyrene skrevet, og har kendt forfatter. Eftersom Tepotten tager udgangspunkt i besjæling af ting, kan det kaldes et tings-eventyr.

Nykritisk læsning af Tepotten

”Der blev lagt jord i mig; det er for en tepotte at begraves, men i jorden blev lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, ved jeg ikke, givet blev det, en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning for den afbrudte hank og tud”.

Uddraget bæger præg af en eksistentialistisk tankegang, hvor Tepotten selv former egen eksistens gennem de valg den foretager. I stedet for at fokusere på, at den bliver tildækket med jord, fokuserer den på den erstatning den modtager. En erstatning i form af et blomsterløg. Lagkagemodellens planstruktur, gør sig gældende her i form af billedsprog, – ord som kogende og begrave er begge meget beskrivende ord. Det fremgår eksplicit af tekstuddraget at fortælleren er tepotten. Altså fortæller tepotten sin egen historie, og man føler tepottens følelser og nærmest begejstring for det nye – Blomsterløget. Hele uddraget er skrevet metaforisk. Sproget er skrevet syntaktisk avanceret i den forstand, at det er korte sætninger hvor ordstillingen til tider er omrokeret, og derfor sætter et krav til læseren. Eventyret kan ikke bare skimmes, men skal læses højt og rytmen skal fornemmes af læseren. Dette hænger også sammen med det metaforiske, da teksten er skrevet i billedesprog skal læseren være i stand til at opfange den egentlige pointe med historien, og hvad historien egentlig går på. 

Tepotten sættes i kontrast til resten af tebordet, altså tepotten opfatter sig selv anderledes og mere betydningsfuld end resten af tebordet. Dette ændrer sig da Tepotten går i stykker, nu er det ikke længere den selv som er af betydning, men det er blomsterløget Tepotten ånder for. Ved historiens ende siger Tepotten "Man slog mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte, – og jeg blev kastet ud i gården, ligger der som et gammelt skår, – men jeg har erindringen, den kan jeg ikke miste.” Denne sætning illustrerer også at Tepotten går fra at forsøge at tilpasse sig i det fine selskab trods sit uperfekte låg, til at affinde sig med sin "skæbne" om at være blive i de socialt lavere lag, med alligevel være glad for det og samtidigt indforstået med det, da den får en ny mening med livet. Og denne mening får pludselig større betydning, end tepottens eget liv.

Rytmisk set er der nogle forskellige virkemidler, som fremmer den specielle læserytme eventyret nu engang har. Parallelle sætninger som "hvem der lagde det, hvem der gav det" er to adskilte sætninger, der begge overordnet set, har samme betydning. Dertil benytter H.C. Andersen sig også af anaforer i den forstand, at "en erstatning for" bliver nævnt to gange i træk.

Biografisk læsning af Tepotten

Eventyret Tepotten er skrevet af H.C. Andersen, og handler om et "Te sæt". Tepotten er her i centrum og historien er fortalt fra dens synsvinkel. I dette værk afspejler Tepotten H.C. Andersens liv og følelser. Tepotten er unik for testellet, de andre er minder om hinanden og de har hver deres fordele, hvor Tepotten har det hele. Undtaget låget. Låget er tepottens eneste fejl, som den selv erkender, er en mangel.
”Der blev lagt jord i mig; det er for en tepotte at begraves, men i jorden blev lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, ved jeg ikke, givet blev det, en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning for den afbrudte hank og tud”
Ovenstående er et uddrag fra eventyret, og her afspejles forfatterens følelser tydeligt, samtidigt med at det kan sættes i forbindelse med en periode i forfatterens liv. Det er en metaforisk fortælling om H.C. Andersens liv. H.C. Andersen havde ikke en nem barndom, og han havde svært med at tilpasse sig de forskellige institutioner han nu befandt sig i. I sit liv forsøgte han at tilpasse sig i det finere borgerskab. Det lykkedes ham også, men han var aldrig rigtig en del af det, så han blev udstødt fra de fine. Dette afspejler sig også i tekstuddraget. Da potten er blevet tabt af den fine hånd, får potten nu et nyt liv. Heraf fremgår det af citatstykket at Tepotten nu bliver anvendt på ny med et andet formål. Den har nu fået liv, et blomsterløg lever inde i Tepotten, som et hjerte, Tepotten har nu fundet et sted hvor den føler sig tilpas, et sted hvor den ikke bliver kritiseret på sine mangler. På samme måde som Tepotten finder H.C. Andersen også sin trøst i sit forfatterskab.

Nykritik

Den Nykritiske- og Biografiske metode.

Nykritikken er en metode som opstod i forlængelse af en bevægelse der foregik i 1920'ernes USA. bevægelsen opstod som følge af, at den forhenværende biografiske metode, havde svært ved præcist at beskrive et tekststykke, dertil passede metoden ikke på den modernistiske skrivestil, som også har sin fremgang i 19-hundrede tallet.
Overordnet set er der to metoder, hvorpå man kan gøre brug af nykritik: den ene stiller store krav til læseren, fordi det kræver en udviklet fornemmelse for sproget, og sproget implicite følelser. Den anden metode er mere lige til, her er der en direkte model til analyse af det enkelte værk, der kan bruge som *huskeseddel* for hvad ens analyse skal indeholde. Den nykritiske metode forsøger ikke at kæde forfatterens liv sammen med det pågældende værk, men forsøger fagligt at beskrive virkemidlerne.

Den biografiske metode stor her i kontrast til den nykritiske grundet det faktum, at man i denne læseform forsøger at sammenkoble forfatterens liv, oplevelser og omgivelser med forfatterens værk. Her forekommer ligeledes to subgenre: den portrætterende og det genetiske spor. I den portrætterende forgrening fokuseres der på tendenser mellem kunstnerens liv og historiens forløb, med det formål, at drage paralleller mellem kunstneren og historien. Det genetiske spor ligger vægt på at beskrive hvordan forfatteren har fået inspirationen og hvor denne kommer fra.